Salgs- og leveringsbetingelser

RØ-KA INDUSTRI A/S 01.04.2013

 

Disse Almindelige Salgs- og Leveringsbetingelser gælder for alle leverancer af produkter eller serviceydelser fra RØ-KA Industri A/S til enhver kunde. Leveringsbetingelserne skal være gensidigt bindende for RØ-KA Industri og Køber, med mindre andet er udtrykkeligt aftalt. RØ-KA Industri er ikke bundet af vilkår fremsat af Køber, som afviger fra Salgs- og Leveringsbetingelserne, medmindre sådanne vilkår er aftalt skriftligt mellem RØ-KA Industri og Køber. RØ-KA Industri er heller ikke bundet af vilkår fremsat af Køber, selvom RØ-KA Industri ikke har gjort indsigelse mod sådanne vilkår.

 

1. Ordrebekræftelse

Ordrer er først accepteret, når Køber har modtaget RØ-KA Industris skriftlige, herunder elektroniske accept af ordren, eller RØ-KA Industri indenfor acceptfristen har modtaget skriftlig, herunder elektronisk, overensstemmende accept fra Køber på et af RØ-KA Industri afgivet tilbud.

 

2. Levering og risikoens overgang

Produkterne leveres Ex Works Rødding. Ved manglende oplysning fra Køber om transportform, kan RØ-KA Industri afsende produkterne til Køber på en af RØ-KA Industri valgt transportform. Alle RO-KA Industris omkostninger som følge heraf skal betales af Køber og transporten sker på købers risiko. Ex Works skal fortolkes i overensstemmelse med den udgave, der gælder på tidspunktet for købsaftalens indgåelse.

 

3. Forsinkelse

Såfremt RØ-KA ikke leverer til aftalt tid, kan køber skriftligt kræve levering og fastsætte en endelig, rimelig frist herfor. Sker levering ikke indenfor denne frist, er Køber berettiget til at hæve købet og kræve

erstatning for dokumenteret direkte tab. Herudover kan Køber ikke rejse krav mod RØ-KA Indu-stri som følge af forsinkelse.

 

4. Priser

Priser for produkter er eksklusive moms og/eller andre afgifter. RØ-KA Industri forbeholder sig ret til at regulere de aftalte priser for ikke-leverede produkter i tilfælde af valutakursændringer, prisforhøjelser fra leverandører, materialeprisstigninger, ændring i arbejdslønninger, statsindgreb eller lignende forhold.

 

5. Emballage

Engangsemballage er inkluderet i aftalte priser og godtgøres ikke ved eventuel returnering.

 

6. Betalingsvilkår

Den aftalte betalingsbetingelse er at regne fra fakturadato. Fra forfaldsdato debiteres der morarenter på 2% per måned.

 

7. Produktinformation

Enhver produktinformation – uanset om den hidrører fra RØ-KA Industri eller en af dennes forretningsforbindelser – herunder information om vægt, dimensioner, kapacitet eller andre tekniske data i katalog, beskrivelse, prospekt, annonce m.v. er at betragte som orienterende, og er kun forpligtende i det omfang, RØ-KA Industri udtrykkeligt henviser hertil i tilbud og/eller ordrebekræf telse. Specifikke krav fra Køber er kun bindende i det omfang, de er skriftligt bekræftet af RØ-KA Industri.

 

8. Beskyttet og fortrolig information

Enhver form for information, som ikke er offentligt tilgængeligt, herunder tegninger og tekniske dokumenter, overdraget af RØ-KA Industri til Køber, skal forblive RØ-KA Industris ejendom og behandles fortroligt af Køber.

 

9. Ændringer

RØ-KA Industri forbeholder sig ret til uden varsel at foretage ændringer i sine produkter, såfremt dette kan ske uden væsentligt at ændre aftalte tekniske specifikationer og uden væsentlig ændring i produkternes form eller funktion.

 

10. Vederlagsfri reparation

RØ-KA Industri forpligter sig til efter eget valg at reparere eller omlevere produkter, som inden 12 måneder fra fremstillingsdatoen viser sig at være mangelfulde pga. fabrikations-, konstruktions- eller materialefejl, såfremt Køber reklamerer indenfor 12 måneder fra produktets datostempling. Ved mangelindsigelse sender Køber efter forudgående aftale med RØ-KA Industri produktet til RØ-KA Industri vedlagt en følgeseddel med angivelse af påstået mangel. Fragt og forsikring betales af Køber. Viser RØ-KA Industris undersøgelse, at produktet ikke er mangelfuld, returneres produktet til Køber. Fragt og forsikring betales af Køber. Såfremt RØ-KA Industri konstaterer mangler, sender RØ-KA Industri det istandsatte produkt eller et erstatningsprodukt til Køber og overtager udskiftede dele eller det mangelfulde produkt. RØ-KA Industri vælger forsendelsesform og betaler fragt og forsikring. Herudover kan Køber ikke rejse krav mod RØ-KA Industri som følge af mangelfulde produkter.

 

11. Produktansvar

RØ-KA Industri er ikke ansvarlig for skader forvoldt af et produkt på fast ejendom eller løsøre, som indtræder, mens produktet er i Købers besiddelse. RØ-KA Industri er heller ikke ansvarlig for skader på produkter fremstillet af Køber, eller på produkter, hvor produkter fremstillet af Køber indgår. I den udstrækning RØ-KA Industri måtte blive pålagt produktansvar overfor tredjemand for sådanne skader, er Køber forpligtet til at holde RØ-KA Industri skadesløs. Køber er endvidere forpligtet til at at lade sig medsagsøge ved den domstol eller voldgiftsret, som behandler krav imod RØ-KA Industri på grund af en sådan skade. Hvis tredjemand fremsætter krav mod en af parterne om erstatningsansvar for sådanne skader, skal denne part straks underrette den anden skriftligt herom.

 

12. Følgeskader/Indirekte tab

RØKA Industri er ikke ansvarlig overfor Køber for nogen form for følgeskader eller indirekte tab, som måtte udspringe af eller i relation til en købsaftale, som reguleres af disse Almindelige Salgs- og Leveringsbetingelser, herunder, men ikke begrænset til, produktionsafbrydelse, tab af profit, tab af goodwill eller tab af data.

 

13. Reklamationer

Krav vedrørende mangler, forsinkelser, produktansvar eller andre krav om erstatning skal fremsættes skriftligt til RØ-KA Industri uden ugrundet ophold.

 

14. Intellektuelle rettigheder

Hvis et produkt leveres med tilhørende software, erhverver Køber en ikke eksklusiv softwarelicens i form af en brugsret til softwaren begrænset til det formål, som fremgår af den tilhørende produktspecifikation. Udover dette erhverver Køber ingen rettigheder i form af licens, patent, ophavsret, varemærkeret eller anden intellektuel rettighed forbundet med produktet. Køber erhverver ingen rettig heder til kildekoden til softwaren.

 

15. Force majeure

RØ-KA Industri er berettiget til at annullere ordrer eller udskyde aftalt levering af produkter, og er i øvrigt fri for ansvar for enhver manglende, mangelfuld eller forsinket levering, der helt eller delvis skyldes omstændigheder, som ligger uden for RØ-KA Industris rimelige kontrolmuligheder, såsom oprør, uroligheder, krig, terrorisme, brand, offentlige forskrifter, strejke, lockout, slowdown, mangel på transportmidler, vareknaphed, sygdom eller forsinkelse ved eller mangler ved leverancer fra leverandør, uheld i produktion eller afprøvning, eller manglende energiforsyning. Samtlige Købers beføjelser suspenderes eller bortfalder i sådanne tilfælde. Køber kan hverken i tilfælde af annulering eller udskudt effektuering kræve skadeserstat-ning eller fremsætte noget krav i øvrigt mod RØ-KA Industri.

 

16. Delvis ugyldighed

Såfremt en eller flere af bestemmelserne i disse Salgs- og Leveringsbetingelser kendes ugyldige, ulovlige eller uigen-nemførlige, skal ingen af de øvrige bestemmelsers gyldighed, lovlighed eller gennemførlighed

påvirkes eller forringes deraf.

 

17. Tvister

Eventuelle tvister mellem parterne, som udspringer af eller i relation til en købsaftale, som reguleres af Salgs- og Leveringsbetingelserne afgøres efter dansk ret med undtagelser af lovvalgs bestemmelser. Enhver tvist, som ikke kan løses i mindelighed, skal afgøres ved voldgift eller domstolsbehandling. Ved voldgift benyttes Den Almindelige Voldgiftsret i Danmark og de for denne ret gældende regler. Ved domstolsbehandling skal sagen behandles ved sælgers værneting subsidiært Sø- og Handelsretten i København.